Forsiden

__

Tekster

__

Musik

__

Verden

Samsø tur/natur

25.10.2014 | foto

- Gå til billeder

Mandag var dagen hvor jeg ankom, hvor mørkt, hvor mørkt. Ingen ting at berette om andet end god mad, selvfølgeligt, og et fjernsyn.

Tirsdag og jeg vågnede idet mørket fordampede uden for de små staldvinduer, Natanael. Solen dansede i duggen. Jeg spiste havregryn og funderede over livet og de store spørgsmål før jeg løb en tur. Dunk, dunk mod den hårde og knoldede jord, ved de tungeste skridt slap bladene grenene og faldt i cirkler, de hvirvlede afsted efter mig, Natenael, røde og gule. Senere læste jeg, ja ja, jeg skal jo holde forstanden ved lige, så senere igen skrev jeg, for jeg skal jo holde motorikken ved lige, især den hvor jeg bruger alle otte fingre. Klik, klik, og tiden gik. Til sidst kunne solen ikke mere, blæsten begyndte at trække og hive i vindueshasperne, den rev i skyerne og slæbte mørket med sig over gavl og stråtag. Mørket, Natanael, kan du høre det, uhhhhh....

Onsdag skrev jeg og lavede armbøjninger. Før jeg skrev noget mere. Før jeg skulle gå, gå otte kilometer til besøg. Øen er flad og bred på tværs til tider, mest i bunden og i toppen, som om den har vand i fødderne og i hovedet - måske har den suget noget af alt det saltvand i sig den ligger i. Ja, måske er det forklaringen på at havet den onsdag hvæsede og spyttede skum op på bredden - det måtte have plads og luft. Ja. Blæsten rev i sivene og i det gulnede græs langs cykelstien hele vejen langs stranden; langs kravlende hybenbuske og krogede, hæse nåletræer, deres grønne krasse toupé. Og så styrtede stranden væk fra stien; jeg blev ført ind under de stikkende kroner - derind hvor rødderne ligger på lur i revnerne i asfalten, som hugorme. Var det blot en kat hvis gule øjne skinnede i den knasende skovbund? Natanael, alt dette før jeg rystende passerede skiltet på grænsen til byen, jeg måtte simpelthen tage bussen hjem. Tror du ikke på mig?

Torsdag fik jeg idéer, Natanael. Ja, jeg kan endnu så jeg skrev lidt før jeg løb, og var jorden ikke blevet mere knoldet? Køerne syntes enige, de nikkede. Der foregår meget i sådan en ko, Natanael, især de store hvidplettede lysebrune, Jerseyerne. Man kan se det på alt det damp der stiger fra deres dryppende muler. Det koger i hovederne på dem, derinde under de stumpede horn. Senere den dag fandt jeg et æbletræ. Symbolikken, Natanael, den efterlader svig, som Johannes og bibelen, fuld af symboler, sig det ikke for hurtigt. Jeg spiste, i skam, den røde og sprøde og lidt syrlige frugt, men et æble var ikke nok, ingen slanger, ingen slanger. Jeg forgreb mig, Natanael, træet hang sådan i det, den ene side var så tæt bebyrdet med frugter at grenene slæbtes hen over jorden. For hvert æble jeg plukkede, baskede træet som tak - blade blev slynget ud i luften som orange konfetti, de dalede yndigt ned og lagde sig og glinsede i det høje græs.
Men sig det ikke for hurtigt, Natanael.

Fredag gik jeg igen til byen. Jeg nåede den store gravhøj ved landevejen imellem de grågule skvulpende marker før kragerne, der svævede over mig i cirkler, begyndte at skrige. Ville de mon fortælle mig om en forudstående dom, om at bedrive synd eller om forbudte æbler? Over dem faldt regn i fine små tråde der næste sekund nåede asfalten og gennemblødte mit tøj, gravstenen og hele gravhøjen; de blanke græsstrå vred sig under et tyndt lag slim. Jeg måtte skynde mig at tage bussen hjem inden mørket oversvømmede gaderne.

Lørdag var der bal, Natanael. Først på kroen, med fire retter, men før ballet gik vi en tur. Du ved hvordan det er. Langs stranden gik vi, og som den dog krympede sig og trak i sandet så bredden blev trævlet i kanten. Tråde af tang blafrede i vinden. Hejrerne stod på ét ben på stenene derude i vandet, og når vi vinkede, spredte de vingerne og skreg. De plyssede kålorme fræsede tværs over cykelstien. På flugt, på flugt.

Til bal, Natanael, og hvor øllet dog flød, og vinen, rødt som Jesu blod.

Hvad var det egentligt du ville mig, Samsø?

Samsø 1: klik på billedet for at forstørre.

Samsø 2: klik på billedet for at forstørre.

Samsø 3: klik på billedet for at forstørre.

Samsø 4: klik på billedet for at forstørre.

Samsø 5: klik på billedet for at forstørre.

Samsø 6: klik på billedet for at forstørre.

Samsø 7: klik på billedet for at forstørre.

Samsø 8: klik på billedet for at forstørre.

Samsø 9: klik på billedet for at forstørre.

Samsø 10: klik på billedet for at forstørre.

Samsø 11: klik på kålormen for at forstørre den.

Forsiden:

- Om siden
- Kontakt

Blogaden:

Links:

- Sproget.Dk
- Forfatterstemmer.Dk