Digte om at danse - Af Martin Birkmand
Det' Jazz
Det' Jazz.
Hornet blæser stormende bølger i luften,
så bordbenet spændes.
Det' Jazz.
Øllet skummer i mine øjne,
så tårer kribler på mine kinder.
Det' Jazz.
Saxofonen rykker i mine muskler,
min bevidsthed suges overbord.
Det er aften.
Jeg griber fat i bordets skarpe kant,
jeg vil op på toppen at stå.
Det er højt.
Jeg vil op på toppen af livet,
jeg vil danse i klipper og sne.
Det er farligt.
Jeg danser på kanten mod afgrund,
lykken gør mig skæv og svimmel.
Det er nat.
En bølgende krop i det røde sand
med smagen af sved og salt.
Det er sensuelt.
Hun siver mellem mine fingre,
triller ned på min nøgne hud.
Det er tørt.
Jeg kurrer ned i det bløde skød,
bliver vugget, indhyllet og varm.
Det er lummert.
Vi forenes tæt som en urskov,
vi slanger os i fugtige blade.
Det er grønt.
Vi snor os om hinanden,
ånder, stønner og sveder.
Det er sødt.
Vi spiser af frugter som sukker,
vi drypper tykt som honning.
Det er blevet morgen.
Jeg går mod s-togsstationen
utro mod byen, der er grå og privat.
Det er sølet.
Regnen siler tyndt på mennesker
gør dem våde, så de lugter af hund.
Det er trist.
En mand ser på mig
og gennem hans dryppende briller,
ser jeg et matteret spejlbillede af en vurdering,
der er altødelæggende for selv det smukkeste eventyr. /Det er slut.
Om at være sammen
For i aften
når mørket fortæller mig
at det kommer.
For i aften
når regnen fortæller mig
at det ikke mer er sommer.
For i aften
når mennesker kryber sig
langs grå og sorte sten.
For i aften
når vi danser rødt
med nøgne, frosne ben
For i nat,
du slikker mig,
mit bryst får gyldne streger.
For i nat,
du tikker mig,
mine stive fingre steger.
For i nat,
du bider mig,
jeg savler hvide stjerner.
For i nat,
du æder mig,
blandt mørkets sølvlanterner.
For imorgen
der glemmer vi
hvorfor vi var nøgne.
For imorgen
der deler vi
et nik med ligegyldige øjne.
For imorgen
der flygter vi
fra kulden ind i flammen.
For imorgen
der hvisker vi
om at være sammen.
Nummer Et
Hvorfor vi mødes når jorden er kold
eller hvorfor vi vender væk fra hinanden
imens der i midten danser et bål, og flammerne
kysser mig kælent op ad ryggen, og mod mig ser manden
som to brændende planeter i mørket sprænger hul
og brænder dybt og ætsende ind i forstanden
Dybt i Pelsen
Oppe på den havblå himmel
farves mørke dybe kanter,
som på et maleri med sveden ramme,
sveder regn til muldent pløre
på en baggrund sort som intet,
sitrer stjerners skær som prikker
og de danser, hopper, samles
midt i solen, eksploderer,
sprænger universets tomhed
der, som tomhed i en dråbe,
falder ned og dybt i pelsen
på en hund, der jagter katten
ind i krattet, ind et sted
i bevistheden;
du falder sammen;
ned på gulvet;
accepterer...
Din erkendelse er begrænset.
Fotosyntese - Eller note til biologien
Hop med lyset, partikel
der danser i støvet
hop, så du kan nå, partikel
solen før livet hvirvles bort
eller du bliver glemt -
som partikel, dit liv er kort.
Og glem nu ikke, partikel
du blev skabt til en helhed
en organisk masse, partikel
smelt dig sammen med et grønkorn
der åbner sig frodigt mod solen -
og hop med lyset
dit liv er kort.
