Venteværelset - Af Martin Birkmand
Damen hoster igen. En tør hoste er det, som grus, der kværnes rundt i en cementblander. Selv hostens dumpe ekko, der hurtigt dør i dette kødfyldte venteværelse, minder mig om noget tørt og forstenet, der roterer mod stål eller hakkes til mudder med en bulet og rusten skovl. Host og krsssjj. Grus, og så det hår, der størknet og gråt hænger ned over hendes pande i totter. "Bahhaaa" græder et barn på skøddet af sin unge mor og slår med sin ene hånd mod en plastikbeholder med brochurer om HIV og Aids. Det hele i takt til den dæmpede muzak fra højtaleranglægget. Al den larm og sygdom! Et "Binggg" afbryder muzakken, kondens drypper som gråt slim fra ruderne, den rustne blæser ovre i hjørnet knirker, receptionistens stemme skratter ud af højtaleren: "Henning Frandsen". En tyk mand, der har siddet under en plakat af en kvindes torso og livmoder i tværsnit i al den tid, jeg har været her, begynder at vride sig. Stolen under ham skriger og store svampede skjolder under hver af hans armhuler kommer til syne. Han læner sig forover og rejser sig med et enormt besvær, står så lidt tid foroverbøjet og hiver efter luft, hvorefter han vrælter hen til og ind ad døren til lægekonsultationen. Damen hoster igen, en anden er begyndt at snorke, de to raller nu i kor.
Knirk, knirk: blæseren drejer fra side til side, langsomt. Langsomt. Snorkenen tager til i styrke, stiger som tordenvejr fra nikotingult overskæg på en stodder henne i hjørnet. Han har krænget hovedet bagover og blotter på den måde sin hals som en stamme om et vibrerende, brunt adamsæble. En flue lander på læberne, kravler hen over de blottede fortænder. Damen hoster igen.
"Har du siddet her længe?", jeg drejer mig forskrækket og stirrer ind i det nederste af en hvid bomuldstop skråt bag mig. Svagt gennemsigtigt bomuld over en navle. Og opad, over toppen mod øjenkontakt, identifikation, over bryst og hals, mod utroligt klare øjne. Hun er tydeligvis lige ankommet. Jeg lader blikket falde tilbage ned over hende, som regn over en ørken, over hendes gyldenbrune hud på de slanke arme, der hænger og svajer langs hendes hofter, hendes lyse hår og glatte... "Har du siddet her længe?" spørger hun igen. Hendes ansigt er nu helt tæt på mit. Vi blinker et par gange i takt. Så bevæger hun sin håndflade fra side til side foran mit ansigt, ryster på hovedet og sætter sig på en stol til venstre for mig. Jeg er målløs.
"Jeg er altså ikke døv" mumler jeg, men min stemme drukner i de kraftige host og den efterfølgende snorken. Al den larm. "Jeg er altså ikke døv" siger jeg tydeligt, stadig uden at hun reagerer. Al den rallen! "JEG ER ALTSÅ IKKE DØV!" råber jeg, så jeg overdøver både snorken, hosten, blæseren og muzakken i baggrunden. "Binggg" og her er stille. Stille som dybt i en skov, blandt træer og blomster, og hør: en klukkende bæk – som dryp fra vandkøleren i indgangen. Fra alle sider glor de på mig, selv den hostende dame knytter munden, bliver gradvist mere og mere blå i hovedet. "Nej, selvfølgelig er du ikke det" siger kvinden ved min side endeligt, inden hun klapper mig på skulderen, vender ansigtet væk og ryster endnu engang på hovedet. "Ole Jensen" skratter højtaleren. Damen hoster igen, derefter kommer gurglen, snorken og så muzakken. Jeg rejser mig og forlader venteværelset.
