Tilfældige digte - Af Martin Birkmand

Konfirmation d. 9 april

konfirmation, det er din konfirmation
vi holder fest en blå tirsdag med en præst
konfirmeret, men så skal du også være døbt
og du kan træde ind rækken med os mænd

og vi starter motorene,
hør host i det fjerne, som kræften
en gurglende torden, og fuglenes skrig
slår skår i kirkenes kalk, slår mørket fri

konfirmation, det er din konfirmation
vi ringer klokkerne en tirsdag med en hest
konfirmeret, og så skal du ride til din fest
træd statsligt ind i rækken som himlens gæst

og vi starter paraderne
se mørke øjne styrter hult mod jorden
som kastanjer falder fra naboens træ
blandt rådne æbler og slanger på en dyster sti

konfirmation, det er din konfirmation
vi går med tæppe ud i skoven og drikker vand
konfirmeret, og mærk: vandet bobler i din tand
dans lystigt ud i skoven, nu livets mand

og vi starter sorteringen
mærk dig famlende hænder, urene ord
som at udrydde alle vokaler, kun ha' mening-
sløse sætninger tilbage til at sige fra, som erindring

konfirmation, billeder fra din konfirmation
vi ser på sepia og brune farver, din salut
men hør! hvad er det? hvorfor stirrer mutter mut

og vi holder konfirmation en tirsdag, og så' det slut.

Søndag

og du har ikke kunnet røre dig
lige siden du sad, midt i dét
stod en hund
digest it

som en logrende rulle rockwool
for at varme dig
for at isolerer dig fra
rødderne, det grove net. I rawplugs
skruede du den fast
hårdt i den smuldrende mur,
så ulden slog gnister, sprang hul,

sprang fundamentet, tørt
viklede disse arterier sig, træets,
som visne grene omkring din gavl,
egens antenner, som mel knitrer i ganen,
ein digestiv, greb om dit tag,
om din skorsten, hvis tørre savl
lagde sig som støv over gulvet
i en grå hinde, der kornede synet

knaste i dine skæve brædder. Ved vinduets døde blik
skruede du den sidste plug i panden, helt ind til...
Rockwoolen logrer.
Nu kan du ikke røre dig,
er skruet fast.

Sort sind blæser
som sort vind
over hjernebarkens golde pløjemarker.
Måske blæser vinden
også i bladene på
roen, hvis sukker så sødt.
Forsyn membranen
og lagene og alt det fedt
og hele knolden!
Så vi ikke
forvirres og forveksler.
Uglens runde U under
kragens rustne skrig.

Så vi ikke forkvakler
så vi ikke forlanger
så vi forstår.
Roens søde krop i jorden under
gusten blæst og sne.

Titel

om ord skrives der her skrives om ord , sætninger, der, nu , handler om ord.... alligevel er det ikk' ord men livet, i h -- vert fald som be --- skrevet, jeg vil s -- krive om..................

derfor ---- et billede: Når træets nøgne stativ, som grene, som den bark, der, næsten som ru hud, næsten klamrer sig til træets lysebrune kød, kan jeg næsten mærke solens lunkne bunsenbrænder tø mit skelet. Næsten. Men kun næsten...

Knap et Kællingedigt

Hvor er vi nu, råber hun, idioten,
for nu skal du bare se
her er et par øjne, så jeg kan kikke på mig selv,
og se: på søen sejler en båd. Hop ombord

og rusk mig lidt i kraven, rusk
mit savl af mundvigen, rusk det hele af
og lad det dryppe i vandet, skabe skår i spejlet
vi sejler på! lad det dryppe i et øjeblik. Videre

op langs bredden, lad os plante en blomst,
se hvor den gror, gror mod himlen og svajer,
over os blomsterne sejler på himlen, og i et spring
ligger jeg oven på dig, så

vi må svømme, vi må stønne
for båden er kæntret, spejlet er splintret
og vi sprudlende, drømmende basker og plasker
og jeg hiver i dig, flyv med mig. Kast dine vinger

om mig i et favntag, og tril med dine øjne
lad dem glimte, lad dem rulle, klukke og skvulpe
når de spejler sig i solen som blommen i et æg
eller to nyklækkede kyllinger. Våde og nøgne

står vi her, hvem er I?
hvad vil I med jeres døde mimik
spred jeres hænder, hvis vi har det tilfælles:
kik på mig og se på min...

og mærk søens bløde vuggen
se vandspejlets sprukne hinde
mærk blomsternes duftende flamme
og lad så verdens fysik forsvinde